Chef for Politisk-Økonomisk Afdeling

Vil du stå i spidsen for den politisk-økonomiske rådgivning og sparring i landets nye regeringsbærende venstrefløjsparti? Er du en holdspiller med politisk flair, der sammen med medarbejderne kan sikre et højt fagligt niveau i det politiske udviklingsarbejde.

OPDRAGSGIVER

Socialistisk Folkeparti

ADRESSE

Christiansborg
1240 København K

 Telefon: 33 37 44 44

STILLING

Chef for Politisk-Økonomisk Afdeling

REFERERER TIL

Landssekretær Jens Andersen

ANSÆTTELSESFORHOLD

Ansættelsesvilkår efter aftale.

TILTRÆDELSE

1. august 2026.

YDERLIGERE OPLYSNINGER

Kontakt gerne:

Jens Andersen
Tlf. 61 62 32 24                                          

Lars Muusmann, Lars Muusmann A/S
Tlf. 40 76 72 27

Se også SF’s hjemmeside www.sf.dk

ANSØGNINGSFRIST

Fredag den 19. juni 2026

FORLØB

Der er planlagt intensivt forløb for rekrutteringen, som ansøgere bedes notere, idet der ikke kan påregnes afvigelser herfra:
                                                      

1. samtaler: Mandag den 22. juni 2026

Test: Onsdag den 24. juni 2026

2. samtaler: Mandag den 29. juni 2026

Test gennemføres hos Lars Muusmann A/S.

Ansvarsområder og opgaver for chefen for Politisk-Økonomisk afdeling

Chefen for Politisk-Økonomisk Afdeling skal bidrage til at udvikle SF’s politik, skabe markante resultater og er dagsordensættende for den politiske og offentlige debat. Du skal sikre organisering og fremdrift i SFs løbende politikudvikling, være den politiske ledelses ”højre hånd” og vise vejen for medarbejderne i Politisk-Økonomisk Afdeling. 

Afdelingen skal på et solidt fagligt grundlag og med politisk indsigt yde den bedst mulige rådgivning af og sparring med de folkevalgte politikere og regeringsmedlemmer.


Du skal fungere som rådgiver og sparringspartner for regeringsmedlemmerne, ordførere og folketingsgruppens politiske ledelse og kunne etablere et tæt og tillidsfuldt samarbejde med alle folketingsmedlemmerne.

SF er blevet regeringsparti, og ambitionerne er høje. Du skal derfor aktivt – og på en udviklingsorienteret måde – understøtte partiets ministre i at markere, profilere og realisere partiets og regeringens politik. I den sammenhæng kommer du til at arbejde tæt sammen med ministerierne og især med ministrenes særlige rådgivere. Det er vigtigt, at disse opgaver varetages på et professionelt og kompetent niveau.

En anden og meget vigtig hovedopgave bliver at bistå SFs ordførere i deres forskellige politiske funktioner – ordførerne skal ”klædes på til tænderne”, således at de opnår vigtige resultater for partiet på alle prioriterede politik-områder. Rådgivningen skal være aktiv, innovativ og resultatgivende – og varetages i tillidsfulde samspil.

Du bliver således en vigtig aktør i bestræbelserne på at honorere partiets ambitioner om at blive et synligt og indflydelsesrigt medlem af den nye regering.

Som deltager i ledergruppen, bliver du en del af et dynamisk hold. I tæt samspil med den øvrige ledergruppe skal du bidrage aktivt til den både den løbende prioritering af partisekretariatets ressourcer og partiets og organisationens strategiske udvikling. Det forventes, at du kan bidrage aktivt til at tænke helhedsorienteret og på tværs af hele organisationen i den daglige opgaveløsning. 

En vigtig opgave er i den forbindelse at være en tydelig og nærværende leder af Politisk-Økonomisk Afdeling. Forventningerne og kravene til afdelingens medarbejdere er høje – både hvad angår kvaliteten af den faglige og politiske rådgivning, og når det kommer til omfang og tempo i opgaveløsningen. Løbende forventningsafstemning er nødvendig, så der sikres balance mellem de politiske ønsker og afdelingens kapacitet.

Personaleledelse er en vigtig funktion i stillingen. Du skal sætte retning for medarbejdernes opgaveløsning, fungere som sparringspartner og sikre faglig udvikling for medarbejderne. Samtidig er det væsentligt med fokus på den løbende indsats for at skabe trivsel og arbejdsglæde hos afdelingens medarbejdere.

Din kompetenceprofil

Som ny chef for Politisk-Økonomisk Afdeling skal du have indgående kendskab, interesse og forståelse for politik og politikudvikling på højt fagligt niveau, herunder gerne arbejdsmæssige erfaringer fra fx ministerier, fagforeninger, større NGO’er, kommuner eller lignende. Har du kendskab til SF, vil det være en fordel.

Du forventes at have en relevant videregående uddannelse som fx cand.scient.pol. eller cand.polit. Ledererfaring fra en politisk styret organisation vil være en fordel, gerne suppleret med en lederuddannelse.

Som person skal du have et stærkt ønske om at bidrage til udviklingen af Danmark på grundlag af de værdier, der kendetegner SF. Du må meget gerne være politisk idérig og kreativt tænkende. Du skal desuden have et stort engagement, stærke faglige kompetencer, indsigt i den politiske substans og udtalt politisk flair.

Det er afgørende, at du har gode ledelsesmæssige kompetencer. Med organisatorisk indsigt og forståelse skal du, sammen med den øvrige ledelse i partisekretariatet og i tæt samspil med den politiske ledelse, bidrage til at sikre en effektiv sekretariatsbetjening af SFs folketingspolitikere.

Du skal med strategisk overblik og kompetence bidrage til udviklingen af Politisk-Økonomisk Afdeling, så enheden står bedst muligt rustet til at yde den rådgivning og sparring, der efterspørges i en omskiftelig politisk verden. Tilrettelæggelse af effektive arbejdsgange er et væsentligt element heri.

Som central placeret leder og rådgiver skal du kunne manøvrere i en travl hverdag med mange opgaver, hvor hensyn om hurtige leverancer, faglig kvalitet og medarbejdernes kapacitet skal balanceres. Med et tydeligt fokus på opgaverne skal du skal med en konstruktiv, lydhør og fleksibel tilgang bidrage til at skabe den rette balance, men også med gennemslagskraft formå at prioritere opgaverne effektivt. Det er vigtigt, at du kan repræsentere SF i rollen som regeringsparti.

Du skal være en inddragende, nærværende og lyttende personaleleder, der med respekt formår at skabe tillidsfulde relationer til de enkelte medarbejdere som grundlag for at sikre et godt arbejdsmiljø præget af godt humør og høj trivsel i afdelingen.

Stærke kommunikative kompetencer er væsentlige. Du skal med autoritet og høj troværdighed formå at indgå i dialog om komplicerede politiske forslag og spørgsmål, hvor mange hensyn skal balanceres.

SF står for Socialistisk Folkeparti

Kort om SF – Socialistisk Folkeparti

SF er et moderne, regeringsbærende grønt venstrefløjsparti, stiftet i 1959.

Partiet har 20 folketingsmedlemmer, 5 ministre, 3 medlemmer af Europa-Parlamentet, 244 medlemmer af kommunalbestyrelserne og 14 regionsrådsmedlemmer.

SF er et både visionært og realistisk parti, der ønsker en markant anden politisk retning i Danmark, og som søger indflydelse og går pragmatisk til det politiske arbejde. Det gælder også i den nye regering.

SF opfatter alle mennesker som ligeværdige. Den enkeltes frie og alsidige udvikling skal være både målet og midlet for hele samfundets udvikling. Alle mennesker skal derfor have frihed til og mulighed for at realisere det liv, de ønsker, med respekt for andres frihed, samfundet og naturen.

Baseret på solidariske værdier, ønsker SF at gennemføre en grundlæggende forandring af Danmark, Europa og verden. SF vil samle den brede befolkning i en alliance for forandringer, der udvider demokratiet, styrker fællesskabet, fremmer lighed og sikrer bæredygtighed. Målet er et samfund, der på et bæredygtigt grundlag skaber størst mulig velfærd, velstand, frihed og flest muligheder for alle mennesker.

SF bekæmper undertrykkelse og ulighed, der ses i økonomi, uddannelse, religion, kultur, køn, etnicitet, seksualitet og handicap. Alle mennesker skal sikres lige rettigheder og muligheder.

Organisation og ledelse

Landsledelsen er partiets højeste myndighed mellem landsmøderne, og består af formanden Pia Olsen Dyhr, 10 medlemmer valgt i storkredsene og 16 medlemmer valgt af landsmødet.

Landsledelsen fastlægger hovedlinjerne i partiets politik, lægger overordnede rammer for partiets organisatoriske arbejde, fastsætter budget og medlemskontingent og forelægger årsregnskab for landsmødet – alt sammen inden for rammerne af landsmødets beslutninger.  

Partiets daglige ledelse består at partiformanden, de to næstformænd, gruppeformanden og den politiske ordfører.

Landssekretær Jens Andersen leder partisekretariatet. Udover landsekretæren indgår chefen for Politisk-Økonomisk Afdeling, pressechefen og kampagnelederen i partisekretariatets ledelsesgruppe.

Politisk-Økonomisk Afdeling bistår hele organisationen med faglig og politisk rådgivning og udarbejder analyser, der understøtter partiets politiske mål. Afdelingen er organiseret i 4 teams og har aktuelt 12 medarbejdere, heraf 4 seniorkonsulenter og 8 politiske rådgivere samt et antal studentermedhjælpere og praktikanter.

Andet
Kandidater til stillingen skal være indstillet på at gennemføre en ledelsestest hos Lars Muusmann A/S.

SF folketingsgruppe