Erhvervsdirektør til Randers Kommune

Erhvervsudviklingen i Randers Kommune skal op i et højere gear. Byrådet har sat en ny erhvervsvenlig retning i erhvervspolitikken. Kommunen og erhvervslivet vil sammen gå nye veje. Ambitionerne er tårnhøje og potentialerne findes. Med en ny erhvervsenhed og en stærk erhvervsdirektør skal nye mål nås. Erhvervsdirektøren refererer direkte til kommunaldirektøren.

OPDRAGSGIVER

Randers Kommune

ADRESSE

LAKSETORVET 1
8900 RANDERS

STILLING

Erhvervsdirektør

REFERERER TIL

Kommunaldirektør
Jesper Kaas Schmidt

ANSÆTTELSESFORHOLD

Indplacering i stillingen sker i henhold til aftalen om aflønning af chefer. Den konkrete løn afhænger af kandidatens kompetencer, men forventes i niveauet 900.000-950.000 kr. årligt. Hertil kommer pensionsindbetaling på 20,74 %.

TILTRÆDELSE

1. maj 2026

YDERLIGERE OPLYSNINGER

Kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt på tlf. 89 15 10 05 eller Konsulent Lars Muusmann på tlf. 40 76 72 27

ANSØGNINGSFRIST

12. Februar 2026

FORLØB

1. samtaler den 24. Februar 2026

Test den 2. Marts 2026

2. samtaler den 16. Marts 2026

Kort intro om byrådets ambitioner og nye mål for erhvervspolitikken og erhvervsudviklingen i Randers kommune

I Randers Byråd har der gennem længere tid ikke været tilfredshed med kommunens indsatser på erhvervsområdet. Resultaterne har generelt været for svage. Det er en vurdering, byrådet deler med aktører på erhvervsområdet i kommunen.

Byrådet iværksatte derfor et udrednings- og analysearbejde med en bred interessentinvolvering. Efter et positivt og konstruktivt forløb traf byrådet beslutning om forudsætningerne for at sætte en ny retning og nye mål for erhvervspolitikken i Randers Kommune. Erhvervspolitikken blev vedtaget af byrådet den 18. marts 2024. Politikken peger på, at på en række områder skal erhvervsudviklingen op i et nyt gear. Potentialerne findes – nu skal frugterne modnes og plukkes. 

Erhvervsindsats i Randers Kommune

Et af de første skridt bliver etablering af en ny erhvervsafdeling i organisationen, og Randers Kommune skal samtidig have sin første erhvervsdirektør, som skal stå i spidsen for udmøntningen af ambitionerne og de mange muligheder. I overskrifter baserer det nye initiativ sig på følgende forhold, som samtidig udgør det terræn, som den nye erhvervsdirektør skal operere i og bidrage til at forandre.

I den årlige nationale måling af de lokale erhvervspræstationer, skal Randers Kommune rykkes markant højere op på listen. Det forudsætter, at den kommunale service på flere områder skal forbedres, at det lykkes at skabe flere arbejdspladser i den private sektor, at sikre en højere beskæftigelsesgrad, ønske om generelt højere indkomster til borgerne, iværksætteri skal prioriteres højere og de nye virksomheder skal overleve og konsolideres, antallet af vækstvirksomheder skal øges, store vækstvirksomheder skal blive flere og virksomhedernes eksportværdi blive større. Mange virksomheder gør det generelt allerede rigtig godt men samtidig skal potentialerne for tilvækst findes på en række områder.

De strategiske erhvervsindsatser skal derfor styrkes med flere og mere helhedsorienterede tiltag – og i højere grad udføres i tæt samspil med virksomhederne, synliggørelse og markedsføring af mulighederne i kommunen, et øget og styrket koordineret samarbejde samt udvikling af nye fællesskaber, alliancer og partnerskaber. Kommunen ønsker at fungere mere erhvervsvenligt. 

Kommunens erhvervsservice skal samtidigt styrkes, koordineres og smidiggøres. Der skal for virksomhederne være en entydig indgang til kommunen via den nye Erhvervsafdeling, som dermed kommer til at fungere som bindeleddet mellem kommunens serviceenheder og myndighedsfunktioner og nye og eksisterende virksomheder. Fokus her er bl.a. på rådgivning om den mangeartede erhvervsservice og erhvervstilbud, ligesom rekrutteringsservice, matchmaking og opkvalificeringsmuligheder udgør vigtige funktioner.

Randers Kommune søger derfor en ny erhvervsdirektør, der refererer til kommunaldirektøren.  

Ansættelsesforløbet gennemføres i samarbejde med DI og Business Randers.

DEN NYE ERHVERVSAFDELING

Den nye enhed i Randers Kommunes organisation samles og placeres under kommunaldirektøren. Denne placering er først og fremmest valgt for at tilkendegive opgavens vigtighed og høje politiske prioritering.

Enhedens opgaver samler sig i to hovedspor:

  • et erhvervsstrategisk spor
  • et servicespor

Enheden etableres ved at samle erhvervsafdelingen fra Miljø- og Teknikforvaltningen samt dele af Center for Virksomhedsservice og Rekruttering i Jobcenteret. Herudover vil enheden have et tæt samarbejde med Kommunikationsafdelingen, der leverer kompetencer og ydelser svarende til en stilling. Erhvervsdirektøren, som er øverste chef for hele enheden, får kontor i tilknytning til kommunaldirektørens afdeling. Enheden kommer samlet til at bestå af 14 medarbejdere, herunder en erhvervschef, der sammen med erhvervsdirektøren udgør afdelingens ledelsesteam.

Erhvervsafdelingens medarbejdere vil besidde kompetencer til både understøtte afdelingens ledelsesteams strategiske opgaveportefølje og til at varetage selvstændig virksomhedskontakt og -dialog. Virksomhedskonsulenterne vil således fortsat skulle varetage den opsøgende virksomhedskontakt, koordinering med fagforvaltninger, kompetenceudvikling af Randers Kommunes medarbejdere, etablere og samarbejde med netværk, afvikle virksomhedsarrangementer og events mv. Konsulenterne får et udvidet arbejdsfelt, idet de involveres i de opgaver, der knytter sig til den strategiske erhvervsudvikling.

Erhvervsdirektøren og erhvervschefen skal sammen lede afdelingen, dog således at det forventes at erhvervschefen varetager en væsentlig del af de daglige ledelsesopgaver i forhold til afdelingens medarbejdere.

Der er afsat medarbejderressourcer til administrative koordineringsfunktioner og andre driftsnære opgaver. Endelig vil der i enheden findes kompetencer til at udføre analyser og oplæg vedrørende forhold på arbejdsmarkedet og om strategiske erhvervsrettede muligheder.

Randers

Kommunikation er vigtig for både at sikre en professionel og målrettet kommunikation til virksomhederne og samarbejdspartnere og for at styrke synliggørelse og markedsføring af muligheder i Randers kommune. Dette sikres gennem et tæt samarbejde og koordination med Kommunikationsafdelingen.

Samlet set forventes det, at den nye enhed bliver i stand til at styrke og løfte den strategiske, analytiske og driftsnære opgavevaretagelse og koordination til et højere niveau, hvor en forbedret resultatskabelse bliver tydelig og konkret for alle involverede og interessenter. 

Det er vigtigt, at den nye erhvervsafdeling bliver en fuldt integreret del af den samlede kommunale organisation, og dermed opnår at skabe et bredt samarbejde med mange politiske organer, administrative enheder og forvaltninger samt institutioner. For en samlet oversigt over den nuværende politiske, ledelsesmæssige og administrative organisation henvises til organisationsdiagrammerne på kommunens hjemmeside.

VIGTIGE SAMARBEJDSPARTNERE

Den nye enhed og erhvervsdirektøren får en række vigtige eksterne og interne samarbejdspartnere.

Eksternt er der først og fremmest tale om tre lokale og regionale aktører på erhvervsområdet.

Business Randers: Randers Kommune har en samarbejdsaftale med den lokale erhvervsudviklingsorganisation, som skal bidrage til at virkeliggøre kommunens erhvervspolitik med fokus på bæredygtighedsaktiviteter, og særligt prioritere varetagelsen af den basale erhvervsservice overfor lokale virksomhederne og iværksættere, herunder vejledning og behovsafklaring af forskellig karakter samt kursusvirksomhed for iværksættere. 

Organisationen skal herudover bidrage til at sikre, at de lokale virksomheder får specialiseret vejledning og programbaserede ydelser fra Erhvervshus Midtjylland.

Erhvervshus Midtjylland: Den statslige erhvervsorganisation varetager specialiseret og målrettet vejledning og rådgivning til alle typer virksomheder i Randers Kommune, herunder kommende virksomheder. Herudover fungerer organisationen som tovholder i erhvervsfremmesystemet samt som operatør på erhvervsfremmeprojekter. Randers Kommune har en samarbejdsaftale med Erhvervshus Midtjylland.

VisitAarhus: VisitAarhus arbejder for turismeudvikling i Aarhus-regionen og dermed også for Randers Kommune. Organisationen skal arbejde sammen med (og for) lokale turismeaktører i kommunen. Fokus er på at øge antallet af overnatninger og besøgsparate gæster, øge gæsternes tilfredshed og endelig arbejde for, at antallet af certificerede hotelværelser stiger. Randers Kommune har en kontrakt med VisitAarhus, som der løbende følges op på.

Randers Kommune yder årligt de tre organisationer et samlet tilskud på ca. 10 mio. kr.

For en nærmere præsentation af de tre organisationer og deres aktiviteter henvises til hjemmesiderne.

Ud over de ovenfor nævnte formaliserede samarbejder for erhvervsudvikling i Randers Kommune, og som i høj grad omhandler løbende konkrete ydelser og aktiviteter, arbejdes der også i mere bred forstand for udvikling, vækst og velfærd i flere Randers-interne sammenhænge, hvor byråd, administration, erhvervsorganisationer, erhvervsrepræsentanter, faglige organisationer og uddannelsesinstitutioner drøfter og iværksætter nye erhvervs-fremmende tiltag, og hvor også eventuelle udfordringer og hindringer for vækst og udvikling drøftes og diskuteres. Der er tale om:

EVA, som er et forum med deltagelse af flere erhvervsorganisationer og med kommunale repræsentanter, der især drøfter mulighederne for at øge beskæftigelsen og for at tilvejebringe flere praktikpladser.

EFiR, som er et erhvervsstrategisk forum med deltagelse af organisationer, virksomhedsrepræsentanter og byrådsmedlemmer, herunder borgmesteren, viceborgmester og formanden for Erhvervs- og planudvalget.

Med Cityforeningen arbejdes der for, at forretningslivet og bymidten er levende og tiltrækkende. Det er netop besluttet at styrke samarbejdet med nedsættelse af et Midtby-forum, som sammen med den kommende erhvervsdirektør som formand skal koordinere aktiviteter og udvikle midtbyen.  

Det Erhvervskoordinerende forum, som består af Business Randers, kommunens erhvervsafdeling og jobcenteret, hvor samspillet og nye muligheder løbende drøftes.

Dele af det lokale erhvervsliv fremstiller en række produkter, som er relevante for det danske forsvar. Erhvervslivet i Randers har – i samarbejde med kommunen – derfor etableret en Taskforce, som med forskellige indsatser og tiltag skal arbejde for, at virksomheder i Randers bliver leverandører til forsvarets nye store indkøbsprogram. Den nye erhvervsdirektør bliver medlem af task-forcen.  

Uddannelsessamarbejdet udgøres af et samarbejde mellem kommunens uddannelsesinstitutioner og repræsentanter fra kommunens administrative organisation. Her etableres uddannelsesmæssige samarbejder, man skal sikre bedst mulige uddannelsesmuligheder i kommenen, have fokus på praktikpladser samt på drøftelse af at fastholde og tiltrække nye uddannelser.   

I forbindelse med etableringen af erhvervsafdelingen og ansættelse af erhvervsdirektøren, er det besluttet at skabe et aktivt og dynamisk Advisory Board, som skal fungere som sparringspartner for den nye direktør. Boardet forventes at bestå af repræsentanter for 10 lokale virksomheder.

det interne plan er hele den politiske og administrative organisation i princippet den nye direktørs potentielle samarbejdspartnere. Det er imidlertid klart, at der er nogle særligt vigtige samarbejdspartnere, hvor mange forskelligartede opgaver og spørgsmål i relation til vækst og udvikling drøftes, besluttes og iværksættes. Der er tale om følgende:

  • Byrådet, Erhvervs- og planudvalget og kommunaldirektøren
  • Fremtidens Randers – § 17, stk. 4-udvalg
  • Social- og arbejdsmarkedsforvaltningen samt Jobcenteret
  • Miljø og Teknikforvaltningen
  • Børn- og Skoleforvaltningen
  • De politiske udvalg, som betjenes af de her nævnte forvaltninger
  • Kommunikationsafdelingen
  • Eventafdelingen

Som det ses, er kredsen af interne og eksterne samarbejdspartnere og interessenter ganske kompleks og omfattende, hvilket indebærer, at den nye enhed – og i særlig grad erhvervsdirektøren – skal have opmærksomheden rettet mod de muligheder og potentialer for succes, der ligger i vedvarende dialoger og samarbejder med andre aktører og interessenter, i tætte og åbne samspil, i fællesskaber og i forpligtende partnerskaber.

Med afsæt i den nye beskæftigelsesreform bringes en række nye vilkår og muligheder for varetagelsen af opgaverne på arbejdsmarkedsområdet, og med dette rolleskifte gives der gode forudsætninger for det rolleskifte, der bringer den nye enhed ind i en spilfordelerrolle, hvor reformen f.eks. forudsætter, at erhvervslivet skal have en indgang til den kommunale forvaltning. Herfra skal opgaver og kontakter fordeles til de relevante dele af forvaltningen. Erhvervsafdelingen i Randers Kommune er tildelt denne fordeler-funktion. Enheden bliver hermed bindeled mellem erhvervslivet, det politiske system og forvaltningen.

Med ansvar for denne funktion skabes samtidigt mulighed for, at enheden kan arbejde både helhedsorienteret og tværgående i forhold til både den interne organisation og de eksterne samarbejdspartnere – og fra denne matrix-lignende position.

 

BYRÅDETS POLITIKKER PÅ ERHVERVSOMRÅDET

Med etablering af erhvervsafdelingen og ansættelsen af en erhvervsdirektør, forventes der igangsat en produktiv acceleration af den erhvervsmæssige ide- og aktivitetsudvikling, som vil udmønte sig i nye bidrag til den erhvervsrelaterede politikudvikling i Randers Byråd, herunder den politiske ambition om en bedre dialog med erhvervslivet. En udvikling, som vil blive genereret af aktiviteter internt i den nye enhed, men også af enhedens konstruktive, nytænkende og innovative samspil og udviklingsprocesser med både de eksterne og interne samarbejdspartnere (jf. ovenfor) – i resultatgivende alliancer og partnerskaber, som vil bringe Randers Kommune i en position som en attraktiv og progressiv erhvervskommune.  

Direktørens samarbejde med byrådet baserer sig på et politisk ophæng med en strategi- og handlingsplan for erhvervsområdet, som udgør erhvervsdirektørens køreplan og retningsviser for udmøntningen af de strategiske indsatser.   

Det er vigtigt i de kommende udviklingsarbejder og servicetilbud, som enheden skal varetage, at de mange og forskelligartede aktiviteter og initiativer korresponderer med byrådets politikker på det erhvervspolitiske område. Denne balance er forudsætningen for, at byrådets ekspansive ambitioner med erhvervspolitikken vil lykkes og blive en succes. Det er derfor også vigtigt, at enheden i den indledende fase får iværksat aktiviteter og tilbud, der er i overensstemmelse med de eksisterende politikker på erhvervsområdet. Nogle af de vigtigste eksisterende politikker og rammevilkår med relation til erhvervsområdet udgøres af:

  • Randers Kommunes erhvervspolitik
  • Handlingsplanen for erhvervspolitikken
  • Erhvervslokaliseringsstrategien
  • Randers Kommunes beskæftigelsespolitik
  • Kommuneplanen og lokalplaner
  • Randers Kommunes midtbystrategi.

Disse politikker og planer kan ses på kommunes hjemmeside. 

I forbindelse med gennemførelsen af et strategisk udviklingsarbejde om ” Fremtidens Randers” og med byrådets drøftelser af behovet for nye erhvervspolitiske tiltag, herunder ønsket om en anden og klarere positiv attitude over for erhvervslivet, er det besluttet at manifestere og understrege denne politiske interesse for at skabe nye erhvervsmuligheder i Randers Kommune med nedsættelse af et såkaldt § 17, stk. 4-udvalg. Det politiske ønske er, at kommunen skal fremstå med en tydelig og mere markant erhvervsprofil. Der skal derfor i udvalget arbejdes specifikt og mårrettet for at skabe bedre forudsætninger for vækst, udvikling og velfærd i ”Fremtidens Randers”.

Randers Kommunes vicekommunaldirektør er ansvarlig for betjeningen af udvalget, og det forventes, at erhvervsdirektøren skal bistå denne med forberedelse og understøttelse af de dele af udvalgets arbejde, der vedrører Randers Kommunes erhvervsudvikling.   

ERHVERVSDIREKTØRENS HOVEDOPGAVER

Nedenfor findes en beskrivelse af den kommende direktørs væsentligste opgaver. Som inspiration til denne læsning highlightes her kort byrådets – og erhvervslivets – ambitioner og mål med ansættelse af en erhvervsdirektør til at stå i spidsen for den nye erhvervsafdeling, og som samtidig skal fungere som en innovativ, samarbejdende og allianceskabende dynamo i og omkring nye resultatgivende erhvervspolitiske aktiviteter og services i Randers Kommune.

Ambitioner og mål:

  • Markant bedre placeringer i erhvervsorganisationernes og andre relevante årlige målinger
  • Virksomhederne skal både opleve et bedre erhvervsklima og en høj prioritering af erhvervspolitikken
  • Virksomhederne skal opleve en bedre dialog med Randers Kommune
  • Randers Kommune skal være synlig med en aktiv og ambitiøs profil – i alle sammenhænge fremstå som en attraktiv erhvervskommune for eksisterende og nye virksomheder
  • Tiltrække flere virksomheder og skabe flere arbejdspladser
  • Flere i arbejde i private virksomheder
  • Skabe samarbejdende, bæredygtige og resultatskabende alliancer og partnerskaber, f.eks. med Business Randers, DI og Cityforeningen m.fl.

Erhvervsdirektøren skal lede og udvikle enhedens samlede indsatser i tæt samarbejde med erhvervschefen og skal i særlig grad have fokus på nedenstående opgaver og funktioner. Enhedens leverancer skal have et højt fagligt niveau, og der skal udvikles en god organisatorisk kultur med et velfungerende og motiverende arbejdsmiljø. Enheden skal blive en arbejdsplads, som tiltrækker dygtige og dedikerede medarbejdere. 

I den indledende fase skal den nye direktør sammen med erhvervschefen og afdelingens medarbejdere først og fremmest fokusere på at skabe en enhed, som skal konsolidere og positionere sig med en ny og anden profil i udmøntningen af erhvervspolitikken. Direktøren skal derfor have fokus på at skabe et sammenhængende og sammentømret team, der fungerer på en positiv, transparant og involverende måde. Det er således vigtigt, at der etableres en samarbejdende og samskabende kultur, hvor medarbejderne er komfortable og afklarede om den nye opgave. Det er vigtigt, at der opleves en grundlæggende psykologisk tryghed i teamet. Det organisatoriske fundament skal skabes og bringes i en god balance fra start. ”Affyringsrampen” skal klargøres, så enheden er klar til at møde erhvervslivet og andre på en ny og professionel måde.

I det fremadrettede ledelsesarbejde skal direktøren være retningsskabende for både opgaver og for medarbejdernes prioriteringer og varetagelse af opgaverne, samt fungere med en åben, nærværende og involverende ledelsesstil. Med dette afsæt skal der fokuseres på, at enheden fungerer og fremstår som en innovativ, samarbejdende, proces- og resultatskabende udviklings- og serviceorganisation. De store ”spring fremad” i resultatskabelsen kommer næppe på det helt korte sigt, men det er er væsentligt, at direktøren holder et skarpt fokus på at forfølge byrådets ambitioner og mål. Det er særligt vigtigt, at den konkrete og servicerettede vejledning og rådgivning af virksomhederne fortsat fungerer og videreføres uden væsentlige hindringer eller afbræk.

Ligesom i relationen til de faglige medarbejdere, skal direktøren hurtigt skabe en positiv samarbejdsrelation til erhvervschefen. Det indebærer bl.a., at der aftales en klar og fælles linje i personaleledelsen, ligesom arbejdsdelingen mellem de to ledere skal fastlægges, og herunder formidles til medarbejderne.

Herudover er der mange forskellige opgaver internt i enheden, som ikke beskrives her. Det skal dog fremhæves, at forandringer og vilkårsændringer (jf. f.eks. den nye beskæftigelses-reform) forekommer uafbrudt i det erhvervs- og beskæftigelsesmæssige terræn, hvorfor direktøren skal særlig opmærksom på at sikre medarbejderne den nødvendige kompetence-udvikling.      

Den organisatoriske placering med reference til kommunaldirektøren indebærer, at vigtige strategiske og politiske problemstillinger, nye muligheder eller udfordringer kan drøftes og prioriteres i tillidsfulde dialoger, og hvor kommunaldirektøren typisk vil fungere i en strategisk sparringspartner-rolle. Erhvervsdirektøren deltager i direktionens møder, når det er relevant.

Den nye direktør skal prioritere at skabe gode relationer til især borgmesteren og Erhvervs- og planudvalget, hvor større strategiske erhvervspolitiske tiltag drøftes og besluttes. Erhvervsdirektør deltager i møderne, når sådanne sager behandles og leverer faglig rådgivning og sparring til Erhvervs- og planudvalgets prioriteringer og beslutningstagning. Ligeledes bistår direktøren kommunaldirektøren med faglig rådgivning og sparring vedrørende erhvervsområdet.

Tilsvarende relationer og funktioner skal erhvervsdirektøren også varetage i forhold til andre dele af den politiske organisation. Det gælder først og fremmest Erhvervs-og planudvalget, Miljø- og teknikudvalget, Social og Arbejdsmarked, Bæredygtighedsudvalget og det nye § 17.stk.4 – udvalg, som skal arbejde med ”Fremtidens Randers”, hvor erhvervsudviklingen står helt centralt. I erhvervsrettede sager, der relaterer sig til disse udvalgs opgaver, skal erhvervsdirektøren udarbejde dagsordener og deltage i udvalgenes møder, hvor sagerne behandles. Erhvervsdirektøren skal i disse sammenhænge særligt arbejde sammen med de respektive udvalgsformænd og fagdirektører – især om forberedelser og opfølgninger.

Som nævnt ovenfor, er det besluttet at etablere et Advisory Board i tilknytning til erhvervsdirektøren og med deltagelse af ca.10 repræsentanter fra det lokale erhvervsliv. Her skal direktøren skabe et netværk, hvor tiltag og udviklingsmuligheder kan drøftes, og hvor direktøren kan få information og forslag fra de forskellige dele af erhvervslivet i Randers Kommune. Erhvervsdirektøren skal give dette arbejde stor bevågenhed, idet dette forum anses for en vigtig faktor for, at det nye samlede erhvervstiltag opnår sine strategiske mål.                               

Erhvervsdirektørens opgaver med iværksættelse af strategiske udviklings- og implementeringsinitiativer vil ofte foregå i samarbejds- og partnerrelationer med de ovenfor nævnte organisationer. Det er vigtigt, at erhvervsdirektøren/erhvervsafdelingen er åben og inviterende i forhold til at indgå i partnerskaber og samarbejdende fællesskaber for at opnå de bedst mulige resultater for kommune og erhvervsliv.

På et mere konkret plan kan en udtømmende og ganske mangfoldig opgaveportefølje opstilles. I en række af disse opgaver vil direktøren være aktivt udøvende/deltagende og i andre sammenhænge delegere opgaver til medarbejdere eller samarbejdspartnere, men hvor direktøren også vil have det overordnede ansvar for opgavernes udførelse:

  • Samarbejde, dialog og behovsafklaring med virksomheder
  • Virksomhedsbesøg, herunder med politisk deltagelse
  • Sammen med Kommunikationsafdelingen medvirke i den samlede markedsføring af Randers som en attraktiv erhvervskommune
  • Tiltrækning og fastholdelse af virksomheder
  • Formand for Midtby: Udvikling af midtbyen sammen med en række aktører, herunder Cityforeningen
  • Udarbejdelse af analyser og rapporter om erhvervsmæssige muligheder og potentialer
  • Kontraktansvarlig for erhvervsrelaterede opgaver
  • Medvirke ved events, netværk og arrangementer af forskellig karakter
  • Bistå med udvikling af turisme og oplevelsesøkonomi i kommunen
  • Samarbejde med skole, uddannelsesinstitutioner og universiteter
  • Rekrutteringsservice til virksomhederne samt jobåbninger og opkvalificering
  • Rådgivning på en række områder, f.eks. om fremtidens kompetencebehov, CSR mv.
  • Praktikaftaler og partnerskabsaftaler, herunder for udsatte unge
  • Udarbejdelse af dagsordener og indstillinger til politisk drøftelse og beslutning.

Opgaveporteføljen er lang og omfattende. Nogle af opgaverne og funktionerne vil være permanente og ”on-going all time”, f.eks. fordi de er lovbestemte, mens prioritering af andre indsatser vil være bestemt af politiske prioriteringer samt behov i og forslag fra det lokale erhvervsliv.

DIREKTØRENS KOMPETENCER OG KVALIFIKATIONER

Byrådet vil nye veje i erhvervspolitikken og styrker derfor organisation og ledelse med nye prioriteringer, øget sammenhængskraft og ikke mindst nye ledelseskompetencer. Vi skal have en direktør til den nye erhvervsafdeling, som på dynamisk og resultatorienteret vis kan udvikle kommunens erhvervspolitik til en stærkere, tydeligere, mere attraktiv og indflydelsesrig aktør i et meget konkurrencepræget inter-kommunalt terræn. En direktør, der kan skabe en ny retning for erhvervspolitikken i Randers – og som på markant vis kan bidrage til, at vi får et andet og nyt mindset i erhvervspolitikken og i samspillet med erhvervslivet. Målet er klart, og ambitionerne er tårnhøje og på plads.

Erhvervsdirektøren skal være i stand til at flytte de erhvervspolitiske indsatser til et nyt og mere resultatgivende niveau, bidrage til at løse udfordringer for virksomhederne og sikre samarbejdet om erhvervspolitiske indsatser mellem forvaltningerne i kommunen.

Du skal først og fremmest være strategisk orienteret med en udadvendt og innovativ profil, som er funderet i gode personlige kompetencer og egenskaber. Opgaverne er mange og komplekse, og det afspejler sig i vores forventninger til direktøren. Vi ønsker, du kan levere på det meste, men hellere at du er en direktør med et stort og tydeligt potentiale end en direktør, der har ”prøvet alt” og ”ved hvad erhvervslivet vil have”.   

Det bliver en vigtig opgave at lede og opbygge et sekretariat i nyt regi med en ledelsesstil, der er tillidsfuld, samarbejdende, uformel og nærværende. Kulturen skal summe af god trivsel, motivation, engagement og hvor feedback og gensidig dialog er fremtrædende i samarbejdet. Du kommer ind i et miljø og en sammenhæng, hvor forandringer og nye vilkår er konstante, og derfor skal du i ledelsesfunktionen have et tydeligt fokus på behovene for medarbejdernes kompetencer og udviklingsmuligheder. En kultur, hvor kompetencer udvikles og den enkelte medarbejder trives og leverer.

Alle medarbejdere skal kende målene og retningen – temaer, der vedvarende tales om og drøftes. Du skal derfor repræsentere en innovativ, handlings-og resultatorienteret funktionsmåde og samtidig have en præcis forståelse for, hvorledes gode processer skabes og udvikles. Din agenda skal konstant præges af, hvordan enheden kan levere den bedst mulige og vækstorienterede service til virksomhederne.

Ledelseskompetencerne skal være tydelige, og du skal være i stand til at fungere med en ledelsesmæssig tilgang og forståelse i mange forskellige sammenhænge. Du skal derfor kunne lede igennem andre – både hvor du har den formelle ledelseskompetence, og hvor ledelsesfunktionen f.eks. udøves i tværgående arbejdsfællesskaber.  

Også i det udadvendte samarbejde og samspil skal du være relationsstærk med en tydelig og   inviterende stil, og samtidig signalere en udpræget vilje til samarbejde i fællesskaber og partnerskaber. Helhedsperspektivet skal være den røde tråd i indsatserne. Du skal repræsentere en tilgang til de mange eksterne samarbejdspartnere om, at der findes en ambitiøs erhvervspolitisk dagsorden i Randers, som vi er mange om at realisere – i fællesskaber og dynamiske netværk. Har du allerede i udgangspunktet relevante netværk, er det naturligvis en fordel.  Fællesskaber i stærke netværk skal prioriteres højt og være stærke og konsoliderede for at nå de mange mål. Du forventes at gå forrest i disse sammenhænge, som en inspirator og holdspiller, der kan skabe resultater sammen med andre.

Mange af dine opgaver vil omfatte kommunikation og formidling. Du skal derfor have rigtig gode kompetencer på dette felt – både kunne lide at opsøge den gode dialog, være stærk, relevant og kompetent i samtaler og drøftelser, ligesom du skal have en let og tydelig pen. Det gælder både i relation til skriftlig kommunikation med erhvervslivet, og når der skal produceres spændende og velformulerede dagsordener og redegørelser til byråd og udvalg. Så stærke kommunikations- og formidlingskompetencer er et must.  

Det bliver både en vigtig og spændende opgave at arbejde tæt sammen med byrådet, Erhvervs- og planudvalget, de øvrige politiske udvalg og kommunaldirektøren. Du skal have en forståelse af, at I er hinandens forudsætninger, når vigtige politikker og mål nås og realiseres.

Du skal bidrage til, at politikudviklingen fungerer smidigt, og at byrådets beslutninger kommer i mål og giver resultater. Samspillet rummer en fordomsfri tilgang til at drøfte og beslutte, hvor opgaverne er bedst placeret – f.eks. internt eller hos en af de eksterne samarbejdspartnere. Opgaverne i relation til det politiske system forudsætter, at du har en god og veludviklet politisk tæft, hvor din forståelse for politiske processer og beslutningsgange er velfunderet og således, at du opnår politikernes respekt, fordi du er manøvredygtig, konstruktiv og kompetent.

Erhvervspolitik og erhvervsudvikling er områder, hvor der kan være ganske forskellige politiske og faglige holdninger. Det er derfor vigtigt, at erhvervsdirektøren forstår både at fungere fleksibelt og hensigtsmæssigt under pres.  

I forhold til varetagelsen af de fagligt rettede opgaver, og herunder også i udviklingsopgaver og samspil med de eksterne samarbejdspartnere, vil følgende erfaringer og kompetencer være relevante:

  • Kendskab og indsigt til forhold og vilkår i erhvervslivet er vigtige, idet det tilkendegives, at et fyldestgørende kendskab kan rumme forskellige erfaringer og ikke udtømmende indsigter
  • Vi ved, at opgaveporteføljen i stillingen er omfattende og kompleks. Vi forventer, at du har nogle erhvervspolitiske redskaber og metoder med i bagagen, f.eks. om hvordan virksomheder tiltrækkes, rådgivning af virksomheder om rekruttering af arbejdskraft, opnåelse af tilskud fra EU eller statslige udviklingsmidler eller lignende erfaringer
  • Den ideelle kompetenceprofil vil selvsagt omfatte erfaringer fra både den offentlige og private sektor. En mindre omfattende erfaring kan også være fuldt ud relevant, idet vi så forudsætter en grundlæggende indsigt og ikke mindst interesse for ” den anden sektor”
  • Det forventes, at du har ledelseserfaring på relevant niveau, en akademisk uddannelse og behersker engelsk
  • Det forventes, at du har en sådan økonomisk indsigt, at du kan forstå kompleks virksomheds- og driftsøkonomi, f.eks. regnskaber fra større virksomheder, og budgetteringsprincipper i kommunal og offentlig budgetlægning
  • Du har analytiske kompetencer i bred forstand og således, at du – gerne sammen med andre – kan foretage komplekse analyser af forskellig forretningsmæssig karakter.

 

Kandidater skal være indstillet på at gennemføre en omfattende ledelsestest hos konsulentfirmaet Lars Muusmann A/S.